Indsatsområde

Vidensdeling og policy

Vi vil formidle den nyeste viden om sundhed, vægtudvikling og trivsel blandt børn og unge. Det skal både ske til de faglige miljøer og til beslutningstagere og befolkningen generelt. Det vil vi blandt andet for at mindske den stigmatisering, der ofte følger med høj vægt, og som ofte bygger på fordomme og forkerte antagelser om, hvad høj vægt skyldes.

Vi vil blandt andet gerne være med til at skabe en mere nuanceret kropsopfattelse blandt børnene og de unge selv. Mange børn og unge dømmer sig selv hårdt på grund af krop og udseende, og hos mange giver det lavt selvværd og trivselsproblemer.

Det kræver effektive kampagner og kommunikation i øjenhøjde med målgruppen, hvis det skal lykkes at trænge igennem de mange forestillinger om krop og sundhed, der præger de unge, og som tit bakkes op af kommercielle interesser. Vi vil derfor typisk indgå i partnerskaber med andre aktører, der er tættere på målgrupperne eller allerede har en stærk stemme på området.

Center for Sundt Liv og Trivsel vil være med til at påvirke de strukturelle rammer, der er om børn og unges hverdag, i en mere sund retning. Derfor vil vi også være til stede i den offentlige debat, sætte vores aftryk i relevante udvalg og fora og søge indflydelse i politiske forhandlinger og diskussioner. Her vil vi bidrage med den aktuelt bedste viden om forebyggelse, sundhedsfremme og trivsel.