Om Center for Sundt Liv og Trivsel

Vi vil fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge i Danmark.

Med oprettelsen af Center for Sundt Liv og Trivsel har Danmark fået en ny spiller på banen på området for sundhedsfremme og forebyggelse.

En spiller, der er sendt på banen med en enkelt instruks: Gør noget nyt! 

Centret skal arbejde for, at alle børn i Danmark kan vokse op i god trivsel og udvikle en sund vægt. Udviklingen går på begge områder den forkerte vej, og årsagerne til de stigende kurver er endnu ikke klarlagt. Der er dog grund til at tro, at de to områder påvirker hinanden, så mistrivsel nogle gange kan være en årsag til høj vægt. Men der er behov for mere viden og ikke mindst behov for at gå nye veje. 

Centret skal bygge videre på den forskning, der allerede findes, men samtidig afprøve nye metoder og finde nye tilgange til forebyggende indsatser. Det vil normalt kræve tid og tålmodighed, hvis kurverne skal knækkes, men der er ikke tid til at vente med at gøre noget, til vi ved noget mere. Vi skal både gøre noget og vide noget samtidigt – dét er centrets drive. Det skal skabe ny viden og omsætte det til handling. Men det skal også turde handle for at skabe viden. Hvad sker der, når børn får en sundere start på livet, og hvordan ser den sunde start ud? Det er det, Center for Sundt Liv og Trivsel blandt andet skal prøve at finde ud af.

Offentligt-privat center med særlig position

Med støtte fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden over en tiårig periode har centret en solid platform til at skabe et grundigt stykke forebyggende arbejde. Det skyldes blandt andet centrets helt unikke konstruktion. Det er det første offentlige-private samarbejde, der i den skala arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse for børn og unge.
I centrets bestyrelse er vi repræsentanter fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Novo Nordisk Fonden, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Denne bredde giver centret et dybere kendskab til sit arbejdsfelt og en helt unik indgang til at få de forebyggende indsatser derud, hvor de skal virke — dér, hvor børnene er: i vuggestuerne, børnehaverne og skolerne eller hos jordemoderen, sundhedsplejersken og lægen.

Flagskibene

Center for Sundt Liv og Trivsel har fokus på tre temaer frem mod 2026:

Idealkommuner

I samarbejde med blandt andet kommunalbestyrelser, civilsamfund, borgere og detailhandel vil centret prøve at ændre rammerne om børn og unges dagligdag i en mere sundhedsfremmende retning. Sunde madvaner, mere bevægelse – små og store indsatser skal finde bud på løsninger.

Kropskultur

Man vælger ikke selv sin krop, så hvordan skaber man en kultur, der accepterer de kroppe, vi er født med? Centret vil arbejde for at fjerne fordomme og stigma, skubbe til normer og skabe mere kropsglæde blandt børn og unge.

Vægtmysterium

Der er stadig mange ubekendte, når man skal forklare årsagerne til de stigende vægtkurver og den dårlige trivsel. Mere forskning skal finde flere årsager. For eksempel er social ulighed og farens betydning for barnets sundhed underbelyst.

Organisering i vores center

  • Direktion: Direktør Morten Grønbæk
  • Ny viden: Forskningschef Nina Geiker
  • Implementering og kompetenceudvikling: Forsknings- og implementeringschef Teresa Holmberg
  • Vidensdeling og Policy: Kommunikationschef Marianne Lemvig
  • Sekretariat: Sekretariatschef Mie Jørgensen

 

Vi ved, at det er komplekse problemer med mange årsager, som vi skal prøve at forstå. Vi ved, at enkeltstående indsatser på vægtområdet ikke har nævneværdig effekt. Og vi ved, at sociale forhold har betydning. Så hverken høj vægt eller mistrivsel er med andre ord noget, barnet selv har valgt.
Morten Grønbæk, Direktør